Hokus Pokus Tibet

08-10-2018: Det mest bekvemme for Danmark er, at TV-stationerne gør som politi, Livgarde og Frømænd: sletter alle spor efter sig selv, dvs. optagelserne af politifolk, som river et Tibetflag fra demonstranter

Aben i Tibetsagen sidder i øjeblikket hos Politiet, nemlig hos to mellemledere, fordi overliggende lederlag tilsyneladende ikke fik læst de tekster, de fik tilsendt nedefra med påtænkte ordrer. Derfor gik topledelsen fri.

Men nu har Politiken fundet ud af, at også Livgarden og Frømandskorpset var i aktion for at forhindre demonstranter i at vise Tibets flag.

Da ingen af disse militærkorps hører under politiet, så er aben pludselig hoppet helt til ministerniveau. Der skal mindst en forsvars- og en justitsminister til at koordinere mellem politi og forsvar. Og to ministre koordinerer jo ikke, uden deres chef, statsministeren, ønsker det.

Men det sjove er, at ingen militære myndigheder kan finde noget om sagen i arkiverne. Livgarde og frømænd er bare rykket ud af sig selv.

Hvis der altså overhovedet har været nogen truende demonstration med Tibetflag. For det mest bekvemme for landet er efterhånden, at TV-stationerne følger trop og – som politi, Livgarde og Frømænd – sletter alle spor efter sig selv, dvs. optagelserne af politifolk, som river et Tibetflag fra demonstranter.

Så kan hele Danmark straks lukke møgsagen, fordi der ikke mere findes dokumentation af, at nogen ønskede at demonstrere.

Læs Kølletæppebank: Tibetsagen, eller: Kinagrillens prisliste
Klaus Kjøller
T: (+45) 20 74 34 12
E: klaus@kjoeller.dk

Writer's choice 2018

Nogle grovheder er værre end andre.