Ligegladhed

15-10-2012: Det mest stressende for folk, der går ned med stress, er systemets ligegladhed med dem. Jeg giver min personlige stresshistorie fra universitetet i denne klumme i Magasinet Arbejdsmiljøs oktobernummer

Klummen begynder således:


Min personlige stresshistorie er vist meget almindelig. Da jeg havde været studieleder på universitetet i et årstid, kunne jeg ikke falde i søvn om natten. Jeg havde ondt i maven hver aften, når jeg skulle sove. Jeg begyndte at tage smertestillende håndkøbsmedicin hver aften. Så kunne jeg godt falde i søvn, men jeg vågnede stadig ved 4-tiden og lå og tænkte på alt det arbejde, jeg ikke havde nået.

Så gik jeg til lægen. Hun forklarede, at det med mavepinen var stress. Og at jeg måske burde overveje, om det var særligt smart, at jeg i en alder af 63 frivilligt havde påtaget mig et så stressende arbejde.

Jeg havde sagt ja til jobbet, fordi jeg følte, at jeg kunne gøre en forskel for mit institut. Jeg havde nogle år tidligere været leder af instituttet i fem år. Her havde jeg både selv oplevet mange glæder i jobbet og mærket stor tilfredshed fra de ansatte på instituttet. Men jeg havde stadig nogle bøger jeg ville skrive, så jeg forlod jobbet og blev atter almindelig lektor.

Men jeg er svag, når der kommer nogen og antyder, at jeg kan gøre en forskel. Det smigrer mig. Så derfor lod jeg mig igen headhunte til bureaukratiet. Men bureaukratiet var løbet grassat, siden jeg sidst arbejdede i det. Og jeg overlevede kun, fordi jeg fik mavepine og derefter begyndte benhårdt at arbejde efter reglerne. På den måde slap jeg ud af jobbet uden varige mén efter yderligere et år.

Det mest rystende var systemets ligegladhed med, hvordan jeg og andre ansatte havde det med stress.

Læs resten af klummen
Klaus Kjøller
T: (+45) 20 74 34 12
E: klaus@kjoeller.dk

Writer's choice 2018

Nogle grovheder er værre end andre.