Mens vi venter på Den store Leder

De mest komiske skikkelser i en komedie er ofte de mest tragiske når man har leet færdigt. Og her står de politiske kommentatorer stærkt. De tager ofte sig selv yderst højtideligt. Det er de sådan set nødt til for at udfylde rollen som sandhedens tordenrøst. Enhver kan se at disse figurer er komediens allerbedste – netop fordi deres projekt er så ophøjet ædelt og dog så forgæves.

I Groft sagt i Berlingske Tidende d. 7. juli efterlyste Claes Kastholm en Ludvig Holberg. Kastholm skrev: ”Hvad i alverden skulle dette land gøre uden Mogensen (Politikens politiske kommentator)? Men der skal nok også være dem, som tænker: Hvad i alverden skal dette land gøre, når vi ikke har en Ludvig Holberg til at spidde de forfængelige narrehoveder?”

Kastholms nødskrig er fuldt forståeligt. Latter over menneskelig dårskab er nok den bedste overlevelsesteknik for de stakler der udsættes for dårskaberne. Men alligevel må nødråbet afvises. Nødråbet bygger på den opfattelse at det som man ser i medierne, er virkeligheden. Og at denne virkelighed har behov for at blive udstillet ved hjælp af en genial komediedigter for at vi alle kan blive klogere. Og for at politikere og kommentatorer kan undgå de værste dumheder og naragtigheder.

Men sandheden er at denne komedie allerede er i gang. Og at den ikke er til at stoppe. Og at det ville være ødelæggende for den at blive underlagt en og kun én komediedigter – selvom han eller hun måtte være nok så genial.

Læs videre >>
Klaus Kjøller
T: (+45) 20 74 34 12
E: klaus@kjoeller.dk

Writer's choice 2018

Nogle grovheder er værre end andre.