Det er ret sundt at prøve at skrive en historie, når man er vant til at skrive faglitteratur. Fortælleteknisk er de videnskabelige genrer: monografi, artikel, meget begrænsede jeg-fortællinger (eventuelt kaldes jeget for ’vi’) hvor den implicitte fortæller er en fundamentalistisk dyrker af fornuft. Udfordringen er at få denne fornuftige, ofte embedsmandsagtige, stemme til at sige noget nyt, interessant og relevant om virkeligheden eller om teorier om virkeligheden. I mine forskellige formidlende fagbøger har jeg eksperimenteret en del med denne fornuft-stemme og dens fortællerposition.
Læs eventuelt mere om dette her.
I en roman er der et utal af tekniske muligheder for stilarter og iscenesættelser: forholdet mellem implicit fortæller og fortalt virkelighed, personer, plot, scener, replikker og meget mere. Udfordringen er at få nogle frugtbare figurer, herunder fortælleren, i spil og at få alt som indføres i fortællingen, udnyttet til sidste trevl. Kravet om økonomi og fornuft i styringen af de tekniske muligheder er efter min erfaring langt sværere at leve op til ved en historie end ved en afhandling.
Historien som formidling
Aktiv seer eller Hvordan jeg lærte at elske politikerne (1977) opstod som et formidlingseksperiment: Jeg ønskede at fortælle væsentlige ting om politisk kommunikation til så mange som muligt, men jeg ønskede også at undgå at skabe afstand ved at tale som merevidende forsker. Den logiske løsning var at skrive en historie om en almindelig mand som på sin egen krop oplever den politiske kommunikation det sted hvor vi alle sammen oplever den mest påtrængende, nemlig i tv. Den navnløse hovedperson vækkes gennem sine oplevelser og stifter Folkebevægelsen for et forståeligt demokrati.
Politikernes stemmer
Hej Danmark. Ti toppolitikere taler ud – med forbindende tekster af dronning Margrethe II (1993) er bygget over forskellige toppolitikeres karakteristiske sprogbrug og image. De forskellige figurers problemer med at få de officielle selv- og virkelighedsfremstillinger til at passe med realiteterne køres ud i det ekstreme, ja vel nærmest absurde. Bogen er ikke et partipolitisk indlæg. Den søger at udstille mest muligt de kroniske problemer som en række offentlige, politiske figurer har med at sætte ord på virkeligheden.
Jagten på det danske sprog
Grundideen bag
Kong Klaks sten (1998) var at skrive en historie om hvordan det gik til at det danske sprog blev reddet (?). En historie for det danske folk om dets største fælles ejendom: sproget. Herefter blev det nærliggende at sætte nogle forskere og deres institut i sving, og så kom der mere til, inklusive indbrud i Uppsala Domkyrka og en verdenskendt professor i slagsmål på liv og død med instituttets yngste adjunkt på en motorbåd i forvandet mellem Bornholm og Christiansø. Også forskningsministeren med rektor dukkede op på instituttet da frugterne skulle høstes og dansk så ud til at være reddet. Kronprins Frederik var helt naturligt med som action-helt.
Bogens handling udspiller sig over nogle dage i juni 2002. Den kom første gang som fremtidsroman i 1998. Den er senere blevet revideret til
en særlig bryllupsudgave (2004), hvor bl.a. Mary indtog den plads i plottet som var udfyldt af en stand-in i 1. udgave. Personer og replikker blev også skærpet. Bogen blev øget med ca. 10%.
Det var aldrig ambitionen med denne bog at lave en universitetssatire. Udfordringen var at lave en fængende historie for så mange danskere som muligt.
Forskning og virkelighed, teori og praksis
Lektor Ivar Olavson med speciale i politisk kommunikation er hovedperson i
Dronningens hund (1999) og én af hovedpersonerne i
Lingos lov (2005) og i
Den åndelige Akse (2007). I alle 3 bøger træder denne forsker i nærkontakt med det han studerer – på godt og ondt.
Dronningens hund er en jeg-fortælling som henter elementer fra thriller-genren: uskyldig, velmenende mand bliver intetanende viklet ind i mægtige folks (her danske toppolitikeres) intriger og undgår på et hængende hår døden inden han heroisk afslører den skyldige. Bogen er ikke tænkt som en satire. Dens satiriske islæt kommer af at jeg-personen har en hang til at opfatte sin virkelighed på en grotesk-absurd måde. Det er en del af det psykologiske portræt.
Lingos lov og
Den åndelige Akse (2007) er derimod usminkede politiske samtidssatirer i tredje person. Men det er ikke partipolitiske satirer; det er satire over systemet. Objektet for satiren er politikere, deres spindoktorer, redaktører og medier. Kort sagt: publicisterne og deres kamp for at få virkeligheden til at se ud på en bestemt måde for at få stemmer eller for at få læsere, seere og lyttere. Igen indgår Ivar Olavson som redskab for andres manipulationer. Men kun en tåbe undervurderer Ivar Olavson.
Lektoren som ikke ville dø
Mange forfattere laver research inden de skriver en skønlitterær bog. De rejser til steder og opholder sig i miljøer for at samle viden, detaljer og stemning. Når man som forsker skriver romaner om noget som man har ret god forstand på, så har man det modsatte problem. Man skal hele tiden aktivt bekæmpe tendensen til at man overlæsser historien med alt det man ved. Man skal undgå at der går ”Bryggeren i historien”, dvs. historien går i stå fordi læseren skal belæres eller interiører skal fremvises og beundres.
Det har været meget sværere at undgå dette da jeg skrev
Lingos lov og
Den åndelige Akse end da jeg skrev
Kong Klaks sten. Det skyldes at
Kong Klaks sten udspiller sig blandt forskere med et speciale som jeg ikke har en pind forstand på, nemlig runer. Derfor kan jeg sagtens reducere al runelærdom til det absolut nødvendige for bogens handling.
Det har været hårdere at undgå den faglige lektor-docering i
Lingos lov og
Den åndelige Akse. Historierne måtte aldrig bare blive illustrationer af nogle faglige pointer i en underholdende form. De faglige pointer tjente udelukkende til at holde historien i gang. Men jeg har efter nu 4 fiktionsbøger om forskere af lidt forskellig art, forstået hvor vanskeligt det er at slippe ud af lektoridentiteten – uanset genre. Også i anmeldernes øjne. Men det er jo sådan set også det de tre romaner om Ivar Olavson handler om, så det giver god mening.
